Dyrepoliti - godt eller skidt?

Så har Anima gang i en underskrift indsamling, for at få dyrepoliti i Danmark.
Ideen bag er jo meget god. De fleste af os har set programmer om dyrepoliti i udlandet, f.eks. i England, Skotland og USA, og det ser jo ud som om det kører ret godt, men gør det nu også det?

Problemet med dem vi ser i fjernsynet er, at der faktisk ret ofte er sager med magtmisbrug. Det er ikke sager der når de danske medier. Det er fortrinsvis nogen man hører om, hvis man kommer i internationale kredse, hvor folk holder kæledyr, og gerne de mere eksotiske af slagsen. Gang på gang glemmer personalet fra det private organisationer at oplyse, at de ikke har ret til at komme ind og se forholdene. Der er nogle rigtig grimme sager, hvor de har tvunget sig ind, og fjernet kæledyr på ulovlig vis.
Men sådan kommer det naturligvis ikke til at gå i Danmark. For i Danmark skal det være inden for det offentlige, et supplement til politiet om man vil. Det er det de fleste er interesserede i, har jeg indtrykket af.

I dag er det sådan, at der er sat midler af til dyreværnssager, og der er uddannet betjente til at håndtere dyreværnssager. Men på grund af en masse faktorer, der i min optik i særdeleshed skyldes dårlig administration helt oppe i toppen, har politiet sjældent tid nok til at tage sig af sagerne. Så i teorien ville det jo være fedt, med et dyrepoliti.
Så lad os se lidt på hvad det ville kræve, at få sådan en afdeling op at stå:

Først og fremmest ville vi være ude i, at der skulle en helt ny uddannelse til. Alternativt kunne man køre parallelt med politiuddannelsen, således at nogle ting fungere som på denne uddannelse, og andre ting skal startes op fra bunden.
Så der skulle ansættes nye undervisere.
Der ville formentlig også være behov for ekstra lokaler. Selvom det er inden for det offentlige, er der stadig noget husleje der skal betales, til den kommune det nu engang er i.
Når betjentene er færdige, skal de ansættes inden for det offentlige, som enhver anden betjent skal. Der skal være plads til dem et eller andet sted, hvilket igen betyder husleje.
Betjentene skal have transportmulighed, og formentlig også nogle specielle køretøjer, til at håndtere transport af dyr.

Vi har i forvejen knap penge til at det almindelige politi kan varetage dyreværnssager, selvom der som sagt både er personale og midler, der er sat af til netop dette formål. Det er en kæmpe ekstraudskrivning, hvis et dyrepoliti skal op og stå.

Så er der nogen der vil argumentere med, at de penge der bliver hevet ind gennem bøder i dyreværnssager, kunne være med til at finansiere dette politi.
Det er en rigtig god ide, men i praksis er det ikke noget der kommer til at ske. Der er rigtig mange afgifter, der i tidens løb er blevet indført, fordi de skulle hjælpe helt specifikke steder. Som f.eks. vægtafgift. Den blev pålagt bilerne, for at man kunne vedligeholde vejnettet. Men alle pengene ryger ind i en kæmpe pulje, og via Finansloven bliver der delt ud til div. områder, der har behov for penge.
Sådan som Danmark sidder i det i dag, er det desværre utopi at tro, at dyreværnssager kommer højt op på listen, over ting der skal gives penge til.
Vi har svært ved at behandle vores børn, syge og ældre ordentligt, fordi der ikke er penge nok til det.

Jeg er blevet beskyldt for ikke at gå ind for dyrs rettigheder, fordi jeg ser sådan på et dyrepoliti. Det er ærgerligt, at man ikke kan fremsætte lidt logisk tænkning, uden man skal have sådanne beskyldninger smidt i hovedet.
For jo, jeg ville ønske at der var flere midler, til at man kunne hjælpe dyr, der ikke har det godt, og nu er det efterhånden påvist af et par omgange, at de dyr der lider mest, er vores kæledyr, og ikke produktionsdyr, som der ellers er nogen der prøver at overbevise os om.
Jeg får rigtig ondt i maven, hver gang jeg ser en grim dyreværnssag, og jeg får ondt i maven, hver gang politikerne ændre vores love og bestemmelser mht dyr, til det værre, fordi man ikke afsætter ressourcer til at efterleve, de ganske udmærkede love vi har på dyreområdet.

Men når jeg skal til begravelse i dag, for at lægge en ung fyr på 29 i jorden, fordi man ikke opdagede hans cancer i tide, formentlig pga. for få ressourcer på sygeområdet, så har jeg endog meget svært ved at se, hvordan vi skal finde ekstra midler til dyrene. For vi kan ikke engang finde ud af, at finde midler, til at passe på os selv.

Ikke specielt chinchilla relateret, men jeg synes det her dyrepoliti er en vigtig debat. For der er ting der ikke spiller ordentligt, i den grad også på dyreværnsfronten.

Kommentarer