Øjen problemer hos chinchillaer

For ikke så forfærdelig længe siden, fik vi aflivet vores gamle hun Mystique.
Jeg havde bemærket at hun var begyndt at lukke det ene øje, men der var ikke noget at se. Øjet løb ikke, og hun savlede ikke, og spiste fint.

Efter en uge eller to, kom vi til dyrlæge med hende. Her blev der benyttet et instrument til at måle tryk i øjet, og det blev konstateret, at der var en forskel på trykket i hendes øjne (omkring 6 i det ene, og omkring 10 i det hun ikke så gerne ville åbne helt).
Hun blev lagt i narkose, og aftalen lød på, at var det rødderne, så skulle hun ikke vågne igen. Som frygtet, var det rødderne, og det viste sig at den faktisk var gal i begge sider.
Den søde dyrlæge kunne informere om, at når rødderne bagtil går op, påvirker det ikke tårekanalen, og man ser derfor ikke det velkendte symptom med løbende øjne.

Øjenproblemer
I dag så jeg så et opslag fra Dyreværnet, med en chinchilla der søgte et nyt hjem. Hans ene øje løb, og han var i behandling for øjenbetændelse.
Om han havde øjenbetændelse, ved jeg ikke, men desværre er det alt for ofte sådan, at problemer med øjnene fejl diagnosticeres, og der påbegyndes en længerevarende behandling, der får symptomerne til at komme og gå.
Det er faktisk ikke ret tit at chinchillaer får betændelsestilstande i øjnene. De kan til tider få en lille irritation, der plejer at være ovre efter et par dage. Men længere tids problemer med øjnene, og evt. våde øjne med let hvidligt udflåd, er næsten altid et tegn på at den er gal med tænderne.

Kranie fra chinchilla, hvor man kan se tandrødderne er på vej ud gennem
knoglen. Denne chinchilla har haft problemer med samtlige tænder og rødder

Så har du problemer med et dyrs øje, og tager du til dyrlæge med det, så sørg for at få taget røntgen, med mindre din dyrlæge har en meget god forklaring på, hvorfor det ikke skulle være nødvendigt. Tandspidser ved kindtænderne, kan være et tegn på at det er ved at være noget skidt, men den eneste måde du kan være 100% sikker, er ved røntgen.
Vælger du behandling, skal problemet kunne afhjælpes på relativt kort tid, og må ikke komme tilbage efter endt behandling.
Og ser du symptomer omkring øjnene, så kom hurtigt afsted. Desværre er der ingen kur mod tandrødder i øjenhulen. Den eneste humane løsning er en aflivning. Der kan smertestilles, til dyret viser tegn på smerte igen, men når det først viser tegn på smerte igen, har det meget, meget ondt. Så hvis dit dyr har problemer med rødderne, og det viser tegn på det fysisk, så få dit dyr aflivet.

Hvad skyldes tandfejl

Det ved vi desværre ikke rigtigt, men det lader til at være en af følgende ting:
Arvelighed. Dårlig og ukritisk avl, kan føre til tandfejl. I forbindelse med egen avl, har jeg snakket lidt med andre opdrættere, der som udgangspunkt mente, at kom det ikke inden for 2 år, var det formentlig ikke genetisk. Nogle dyr får det allerede når de er omkring 6 mdr.
Forkert ernæring. Dette kan komme både hurtigt og langsomt. Det er svært at sige hvornår ernæring er et problem. Men har man mange dyr, og oplever man pludselig at en stor del af dem får problemer med tænderne, er det formentlig grundet ernæring.
Slag. Hvis en chinchilla slår sig, f.eks. ved at falde ned fra noget, ser det ud til at kunne bevirke at tænderne begynder at vokse forkert, formentlig fordi dyret i en kortere eller længere periode tygger forkert.
Alderdom. Ældre dyr (10+) kan tilsyneladende have tendens til tandfejl.

Kommentarer