Useriøs avl
Jeg burde sove, men så nogle opslag på Facebook med dyr til salg, og helt ærligt, så synes jeg det er direkte ulækkert sådan som chinchillaavlen er ved at udarte sig.
Sådan som jeg opfatter det, er det ikke længere kærligheden til chinchillaen som dyr, der er drivkraften. Det er en pervers trang til at have det nyest og mest specielle, som man så samtidig kan kradse flest penge ind på.
Der avles uhæmmet og i et væk, på nye og sjældne mutationer. Før krydsede avlerne konsekvent tilbage med Standard Grå dyr, af god kvalitet, efter 3-5 generationer. I dag er man tilsyneladende så ivrig efter at få produceret de sjældne mutationer så hurtigt som muligt, at man skider højt og helligt på kvalitet. Men det er jo ikke kun kvaliteten man går på kompromis med, når det sjældne bliver det vigtigste. Det er også helbredet.
For grunden til at man avlede tilbage på Standard Grey af høj kvalitet, var jo fordi de dyr selektivt er avlet til at have god størrelse, pelskvalitet, store kuldstørrelser, og ikke mindst god overlevelses rate.
Ved konsekvent at avle på det sjældne, skyder man sig selv i foden. Man avler på mutationer der er svage, da genpuljen ikke er ret stor, og man gør dem kun svagere, ved ikke at udavle i et større omfang.
Og som om det ikke skulle være nok, så krydser man også lystigt de sjældne mutationer med hinanden. Det er ikke mange år siden, at det var fyfy at krydse Sapphire med andet end Sapphire og Standard Grey, fordi mutationen var så ny, at dyrene ikke var ordentlig oppe i kvalitet - på alle punkter. Så man fokuserede på at få en bestand op af gode Sapphire dyr, kun krydset over med Standard Grey, før man begyndte at krydse over med andre mutationer.
I dag er der ikke denne selvkritik mere. Der er ikke den her kærlighed til de nye mutationer, og til chinchillaen som helhed. Der er kun ønsket om at komme med det nyeste, og det mest spændende.
F.eks. ser jeg rigtig tit efterhånden, at Angora og Goldbar krydses over. Angora kunne man måske forsvare blev krydset over med andet... Måske. For når man ser på Angora dyr fra f.eks. Tyskland, er det som udgangspunkt ret flotte dyr. Men ser vi på dem fra Danmark, og faktisk også tit resten af Skandinavismen, så er det direkte pinligt hvad folk smider ud. Der er en lille inkarneret skare af Angora opdrættere her hjemme, der laver virkelig flotte dyr. Men flertallet laver - ja undskyld udtrykket - lort. Det er homo angora dyr, med helt enormt varierende pelslængde, på det enkelte dyr. Selvkritikken er smidt ud til højre, for nu skal der i den grad avles Angora.
Men Goldbar? Der er intet der retfærdiggøre at Goldbar krydses ukritisk over med alt muligt andet. Det er ikke mange år siden, at der kun var meget få af dem, og opdrættere kun nødigt gav dem fra sig, og kun hvis man højt og helligt svor på, at man ville være med til at fremme avlen.
I dag ser man alt, alt for ofte Goldbar, og andre lignende sjældne mutationer, der er ude i mulig bærer led, eller endnu længere ude.
Det er ikke ansvarlig at avle noget, der faktisk stadig er relativt sjældent, så langt ud. Seriøs avl på sjældne mutationer, burde ikke betyde, at vi sidder med en pokkers masse dyr, vi ikke aner om indeholder genet eller ej. Der burde ikke avles længere ud end bærer. Og bærer burde aldrig krydses med bærer, kun med Goldbar. Netop for at undgå de her "mulig" betegnelser, hvor vi 10 generationer længere ude, pludselig får et hvid dyr, som er en "spændende ny mutation", og så kalder vi den noget nyt.
Det er ikke i orden, og det er alt for useriøst.
Bare se på vores almindelige Beige og Wilson White. Hvor tit ser man en flot Beige i dag? Stort set aldrig. Heldigvis er der nu pelsavlere der er begyndt at avle på dem, så der er håb forude. Og Wilson White. Det er alt for sjældent at man ser en af de rigtige Wilson White dyr, der er helt hvide, kun med grå halerod.
Og det er ikke fordi jeg siger, at jeg er en helgen. Bevars.
Jeg avler dyr, der ikke kan bruges i udstillinger, fordi jeg vil noget andet. Jeg er meget dårlig til at krydse over med Standard Grey, fordi jeg helt ærligt ikke kan komme af med dem igen, og nu hvor jeg endelig har mulighed for at krydse over med noget Standard Grey, kan jeg til min ærgrelse konstatere, at de lyse grå Standard Grey dyr, jeg er så glad for, faktisk ikke er til at opdrive længere - hvis man altså ønsker en stamtavle på dem. Og det gør jeg, for jeg synes sådan set vi har haft rigeligt med problemer hos vores dyr.
Men det er ikke kun surt i surt. Der sidder også rigtig dygtige opdrættere der ude, der har styr på hvad de laver, og ikke helt ukritisk avler på alt, de tror kan smide penge af sig.
De ved godt selv hvem de er, og jeg håber, at det hele vender på et tidspunkt, så det ikke bliver penge samt det nye og spændende der driver værket, men lidenskaben for dyrene.
Sådan som jeg opfatter det, er det ikke længere kærligheden til chinchillaen som dyr, der er drivkraften. Det er en pervers trang til at have det nyest og mest specielle, som man så samtidig kan kradse flest penge ind på.
Der avles uhæmmet og i et væk, på nye og sjældne mutationer. Før krydsede avlerne konsekvent tilbage med Standard Grå dyr, af god kvalitet, efter 3-5 generationer. I dag er man tilsyneladende så ivrig efter at få produceret de sjældne mutationer så hurtigt som muligt, at man skider højt og helligt på kvalitet. Men det er jo ikke kun kvaliteten man går på kompromis med, når det sjældne bliver det vigtigste. Det er også helbredet.
For grunden til at man avlede tilbage på Standard Grey af høj kvalitet, var jo fordi de dyr selektivt er avlet til at have god størrelse, pelskvalitet, store kuldstørrelser, og ikke mindst god overlevelses rate.
Ved konsekvent at avle på det sjældne, skyder man sig selv i foden. Man avler på mutationer der er svage, da genpuljen ikke er ret stor, og man gør dem kun svagere, ved ikke at udavle i et større omfang.
Og som om det ikke skulle være nok, så krydser man også lystigt de sjældne mutationer med hinanden. Det er ikke mange år siden, at det var fyfy at krydse Sapphire med andet end Sapphire og Standard Grey, fordi mutationen var så ny, at dyrene ikke var ordentlig oppe i kvalitet - på alle punkter. Så man fokuserede på at få en bestand op af gode Sapphire dyr, kun krydset over med Standard Grey, før man begyndte at krydse over med andre mutationer.
I dag er der ikke denne selvkritik mere. Der er ikke den her kærlighed til de nye mutationer, og til chinchillaen som helhed. Der er kun ønsket om at komme med det nyeste, og det mest spændende.
F.eks. ser jeg rigtig tit efterhånden, at Angora og Goldbar krydses over. Angora kunne man måske forsvare blev krydset over med andet... Måske. For når man ser på Angora dyr fra f.eks. Tyskland, er det som udgangspunkt ret flotte dyr. Men ser vi på dem fra Danmark, og faktisk også tit resten af Skandinavismen, så er det direkte pinligt hvad folk smider ud. Der er en lille inkarneret skare af Angora opdrættere her hjemme, der laver virkelig flotte dyr. Men flertallet laver - ja undskyld udtrykket - lort. Det er homo angora dyr, med helt enormt varierende pelslængde, på det enkelte dyr. Selvkritikken er smidt ud til højre, for nu skal der i den grad avles Angora.
Men Goldbar? Der er intet der retfærdiggøre at Goldbar krydses ukritisk over med alt muligt andet. Det er ikke mange år siden, at der kun var meget få af dem, og opdrættere kun nødigt gav dem fra sig, og kun hvis man højt og helligt svor på, at man ville være med til at fremme avlen.
I dag ser man alt, alt for ofte Goldbar, og andre lignende sjældne mutationer, der er ude i mulig bærer led, eller endnu længere ude.
Det er ikke ansvarlig at avle noget, der faktisk stadig er relativt sjældent, så langt ud. Seriøs avl på sjældne mutationer, burde ikke betyde, at vi sidder med en pokkers masse dyr, vi ikke aner om indeholder genet eller ej. Der burde ikke avles længere ud end bærer. Og bærer burde aldrig krydses med bærer, kun med Goldbar. Netop for at undgå de her "mulig" betegnelser, hvor vi 10 generationer længere ude, pludselig får et hvid dyr, som er en "spændende ny mutation", og så kalder vi den noget nyt.
Det er ikke i orden, og det er alt for useriøst.
Bare se på vores almindelige Beige og Wilson White. Hvor tit ser man en flot Beige i dag? Stort set aldrig. Heldigvis er der nu pelsavlere der er begyndt at avle på dem, så der er håb forude. Og Wilson White. Det er alt for sjældent at man ser en af de rigtige Wilson White dyr, der er helt hvide, kun med grå halerod.
Og det er ikke fordi jeg siger, at jeg er en helgen. Bevars.
Jeg avler dyr, der ikke kan bruges i udstillinger, fordi jeg vil noget andet. Jeg er meget dårlig til at krydse over med Standard Grey, fordi jeg helt ærligt ikke kan komme af med dem igen, og nu hvor jeg endelig har mulighed for at krydse over med noget Standard Grey, kan jeg til min ærgrelse konstatere, at de lyse grå Standard Grey dyr, jeg er så glad for, faktisk ikke er til at opdrive længere - hvis man altså ønsker en stamtavle på dem. Og det gør jeg, for jeg synes sådan set vi har haft rigeligt med problemer hos vores dyr.
Men det er ikke kun surt i surt. Der sidder også rigtig dygtige opdrættere der ude, der har styr på hvad de laver, og ikke helt ukritisk avler på alt, de tror kan smide penge af sig.
De ved godt selv hvem de er, og jeg håber, at det hele vender på et tidspunkt, så det ikke bliver penge samt det nye og spændende der driver værket, men lidenskaben for dyrene.
Kommentarer
Send en kommentar