Hetero vs Homo - hvordan ser jeg forskel?

Det kan være svært at se forskel på de forskellige mutationer. Her på bloggen kan man se, hvor svært jeg har haft ved at afgøre, hvilken farve Elvira er.
Selv de mest garvede opdrættere kan have problemer med at genkende mutationer, hvis det ikke er noget de gør ret meget i. Især blandinger kan være svære at se.

Hos Beige kan det ofte drille, at se om man sidder med et Hetero Beige dyr, eller et Homo Beige dyr.

Jeg har desværre ingen rene Beige dyr jeg kan vise øjne fra. Jeg har en Hetero Pink White Ebony og en Homo Pink White Ebony. Men selvom der er hvid i, er det det Beige gen der bestemmer, om øjnene bliver brune eller røde.

Hvis man ikke kan se farven i normalt dagslys, er det nemmeste at tage sit kamera frem, og bruge blitzen på dyret.
Som sagt bliver øjet hos Hetero Beige dyr mørkere. På billederne her, er der brugt blitz på dyret.








Til venstre ses øjnene fra min Hetero Pink White Ebony. Til højre ses øjnene på min Homo Pink White Ebony.
Billederne er taget med blitz.
På Homo dyret, ses en ring rundt om pupillen. Denne ring kan man kun se ved Homo Beige dyr. Den ser hvid ud i dagslys. Dyr med brune/sorte øjne, kan man ikke se ringen på.

Andre forskelle
Hos Beige dyr, uden hvid i, kan man til dels også se på pelsfarven, hvad dyret er. Homo Beige er som udgangspunkt lysere end Hetero Beige. Dette gælder også når der er blandet Ebony eller TOV i. Det er sjældent at man ser en mørk Homo Tan Ebony, men de forekommer. Inden for alle Beige dyr, er der grader af hvor mørke/lyse de forekommer. Lyse Hetero Beige dyr, kan derfor godt have samme farve som mørke Homo Beige dyr.

Når Beige dyr blive ældre, er det normalt at de får lidt skønhedspletter/fregner på ørerne. Tilsyneladende er der færre eller slet ingen pletter hos Homo.
Men da der først kommer skønhedspletter når dyrene har nogle år på bagen, er det ikke en god metode til at bestemme Hetero/Homo forhold.

Pink White er ikke Albino
Bemærk at hvide dyr med røde øjne, inden for chinchillaer, med al sandsynlighed er Hetero eller Homo Pink White. Det er altså Wilson White der giver den hvide pelsfarve, og Beige der giver de røde øjne, og den lyserøde hud. En ægte albino chinchilla er ikke rigtig noget vi ser, og når de forekommer, bruges de formentlig ikke i avlsøjemed, da albinisme ofte har en del sygdomme påhæftet, såsom blindhed og døvhed.

Kommentarer