Lowe Recessive White = Goldbar?

Jeg havde en samtale med Kristina forleden, hvor vi kom ind på de recessive mutationer, i forbindelse med Kristinas farveberegner.
Her nævnte hun for mig, at Goldbar og Lowe Recessive White i virkeligheden er en og samme mutation.

Det måtte jo lige undersøges nærmere, og umiddelbart kunne jeg læse mig frem til, at hun har ret. Der skulle dog være en artikel om emnet, jeg håber at få fingre i på et tidspunkt.

Jeg faldt over en debat, hvor der stod noget om navngivning, som egentlig var ret interessant, for hvad skal man så kalde den, når der er 2 der har navngivet den tilsyneladende samme mutation?
Rundt om i Europa skulle den gå under Ivory, men der var en kommentar på, at den første der får mutationen, har navneretten, og hvis vi går ud fra dette, bør den hedde Goldbar.
Det skal nok blive spændende at følge debatten.


Her ud over vil jeg gerne ud med lidt irritation i forbindelse med Blue Diamond.
Blue Diamond og Triple Diamond er som sådan ikke mutationer i deres egen ret. Det er blandinger af recessive mutationer der kommer til udtryk samtidig. Det er derfor en fejl at benævne en chinchilla som f.eks. Blue Diamond carrier (BD carrier) da Blue Diamond i sig selv ikke kan bæres. Det kan Violet og Sapphire derimod, og da det er disse to mutationer der udgøre en Blue Diamond, er det dem dyret bærer på.
Ved at skrive BD carrier, kan man potentielt forvirre rigtig mange mennesker, hvis et sådan dyr, sættes på f.eks. en Violet, og der kommer Violet ud. For folk vil tro at Blue Diamond kan gives videre i sig selv.

Det var dagens info og galle her fra ;)
Jeg vil se på at få gjort min lille skrivelse om Angora færdig så hurtig som muligt.

Kommentarer