Dygtig opdrætter?

Jeg har så meget jeg gerne ville dele med jer, men har lidt problemer med at finde tiden til det.
Det her er dog noget jeg føler er lidt vigtigt, på trods af at det ikke er noget jeg oplever som et problem her hjemme, eller i vores nabolande. Men det kunne det gå hen og blive.

Jeg meldte mig ind i en international gruppe på fB, og formåede at blive smidt ud inden for en uge. En admin der inde viste billeder af en chinchilla, og jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft. Jeg skrev af flere omgange, før jeg nåede frem til en så diplomatisk måde at fremsætte min holdning på, som overhovedet muligt, og det jeg blev mødt med, var generel arrogance, hvor der ingen velvilje var overhovedet. Det eneste der blev snakket om, var at det her var en meget respektabel og velrenommeret avler, der havde rigtig godt styr på de dyr vedkommende havde.

Det der blev vist frem, var et svært overvægtigt dyr. Ikke bare sådan moderart overvægtig, den var decideret fed, ud i det helt groteske. Det mest groteske var, at dyret lignede noget på 1000+ gram, men kun vejede 820g. Jeg har tegnet et omrids af chinchillaen, da billedet tilhører ejeren.
Jeg er ikke ude på at hævde mig selv, og sige at jeg absolut har ret her, men det der skræmte mig, var den reaktion der kom på, at jeg skrev at størrelse i sig selv ikke var noget at stile efter. Det eneste der kom frem, var en masse reaktioner om hvor nuttede vedkommendes dyr var, hvor uvidende folk var hvis de mente noget andet, opdrætteren sagde faktisk direkte til mig, at alle dyr uden for England er nogle værre lortedyr, og der blev kommenteret på, at eftersom den var Violet, var det et helt normalt udseende. Begge forældre skulle have samme udseende, og så var pelsen forresten fin og tæt, hvilket der var bred enighed om at den ikke er hos fede dyr - her kan jeg så informere om, at pelsen også er rigtig flot og tæt hos fede dyr, for det er faktisk et problem der har været her hjemme.

For mig ligge problemet i, at en avler har fået arbejdet sig selv op til at være respekteret og velrenommeret, og så er der ingen der kunne drømme om at påpege ting der måske/måske ikke kunne være problematiske. I stedet skamroses man, og alle der ikke er enige, for at vide at de bare ikke er kloge nok.
Det er ikke til dyrenes bedste! Som opdrætter bør man føle sig privilegeret, hvis et andet menneske gider bruge tiden til at sætte sig ned, og på en fornuftig og saglig måde, fortæller ærligt hvad de mener om ens dyr. Så kan man vælge at tage det til sig, eller lade være.
At få at vide at ens dyr er fantastisk, er naturligvis noget af en selvtillids booster. Men det her er levende dyr vi har med at gøre. Det er nødvendigt at folk vil fortælle os hvad de tænker om det vi laver, og det er nødvendigt at de er ærlige, og ikke blot ude på at score et par billige point, for at rykke op af stigen med dygtige opdrættere.

Det er også derfor de virkelig dygtige opdrættere, tager bedømmelser på udstillinger til sig, og prøver at forbedre på det dommerne påpeger, frem for at gå i forsvarsposition, og snakke om inkompetente dommer. For ja, desværre forekommer det sidste. Naturligvis har en dommer også sin egen subjektive holdning til en chinchilla. Som menneske kan det være svært at være 100% objektiv. Men en dommer vil som regel have med flere hundrede forskellige dyr at gøre, og kan udtale sig på baggrund af alle disse dyr, hvor alle os opdrættere, kun har vores dyr at gå ud fra, og så de der par besøg hos andre opdrættere fra tid til anden.

Så hold fokus på hvad DU gerne vil, men du bør aldrig føle dig for god til at modtage kritik. Tag det som noget positivt, som du som opdrætter kan lærer og vokse af, og her igennem forbedre din avl.

Kommentarer